Historien om Buckfast Queens
Jeg hedder Mogens Mundt og driver min egen biavl med primær fokus på produktion af egne avlsdronninger til salg i både ind- og udland. Min produktion består af både fri-parrede og ø-parrede avlsdronninger samt overvintrede dronninger.
Min interesse for biavl startede i mine unge år, hvor jeg fulgte først min morfars og senere min fars biavl på sidelinjen. Interessen voksede sig større end min families hobbybiavl og jeg rettede mit fokus på dronningeavl.
Jeg er bosat lige udenfor Stenlille midt på Sjælland. Her bor jeg på et mindre landsted sammen med min familie, der tæller min hustru Lisbeth samt vores to store drenge Mikkel og Kasper. Når jeg ikke arbejder på højtryk med dronningeavl, finder jeg ro og glæde ved naturen og driver lidt jagt sammen med Kasper og mine to labradorer.
Jeg deltager løbende i kurser og foredrag indenfor både dronningeavl og biavl generelt med henblik på nye tiltag og metoder i både Danmark og hele verden.
Mit samarbejde med Buckfast Denmark
Jeg opsøgte dronningeavler Keld Brandstrup og fik lov til at følge ham tæt på sidelinjen og lære om udvælgelse af avlsmateriale i særklasse og håndtering af selve dronningeavlen.
Efter 4-5 år overtog jeg mere og mere selve produktionen af dronningerne for Keld Brandstrup sammenkørende med min egen biavl.
Jeg startede min egen dronningeavl for ca. 10 år siden og i 2020 overtog jeg Keld Brandstrups biavl og avlsmaterialer – og nyder nu godt af Keld, som en fantastisk sparringspartner i forhold til udvælgelse af avlsdronninger og ideer generelt.
Der ud over er det også Keld, der står for bestillinger og forsendelse til udlandet.